Vi kender Nikoline Werdelin fra de humørfyldte streger i Politiken og Alt for Damerne. Desuden har hun succes som dramatiker, instruktør og brevkasseredaktør. Fra barnsben har Nikoline Werdelin lært at klare sig med et høretab, som spiller en væsentlig rolle i hendes liv.

Grønnegårdsteatrets udendørs scene med ægte bøgetræer og fugle hensætter publikum til stemningen fra 1700-tallets København. Hvor der var skarpt skel mellem rig og fattig, hvor natmænd var lavest på rangstigen, halshugning hverdagskost og sproget fyldt med saftigheder. Den ene skælmske og underfundige replik afløses af næste, og der leges med ordene i en strøm, der får latteren til at bryde frem blandt tilskuerne.

Da klapsalverne på denne premiereaften har lagt sig, kommer en glad Nikoline Werdelin, som både har skrevet og instrueret ’Natmandens Datter’, hen og hilser. Hun løfter op i håret og viser et par i-øret apparater.

- Jeg har masser af historier om dem her, ler hun men foretrækker alligevel at tage apparaterne af under interviewet.

Og så begynder Nikoline at fortælle sin egen utrolige historie. Om en familie, hvor far og brødre også havde problemer med hørelsen og hvor man måtte råbe og gestikulere for at få opmærksomhed.

Om da hun som 14-årig snød sig fra at få høreapparat. Med det resultat, at hun måtte klare sig med mundaflæsning og somme tider gætte sig til, hvad der blev sagt.

- I virkeligheden er det ret anstrengende at skulle høre. Jeg elsker familier. Men jeg ville ikke kunne fungere i en familie, hvor alle småsnakker og vender ryggen til mens de laver te, siger Nikoline. Hun forklarer, hvordan det er at lave dramatik og instruere når man har et høretab.

Pludselig rejser hun sig og sætter sig på hug meget tæt ved siden af ’hørelsens’ udsendte, som trækker sig en anelse og krymper forlegent under det intense blik fra de grønne øjne.

- Ville du bryde dig om, at jeg sad sådan hele tiden? griner hun og trækker sig tilbage, mens journalisten tøvende ryster på hovedet.

- Mange skuespillerne har ikke noget imod, at man går tæt på, men jeg kunne ikke stå på Tommy Kenters fødder gennem hele stykket og mundaflæse. Man er nødt til at kunne følge med fra 20. række også, når man skal instruere. Derfor blev jeg nødt til at gøre noget ved mit høreproblem. Ellers kunne jeg ikke overskue hele scenen på én gang.

mit lydtætte univers

Nikoline er af den opfattelse, at mennesket i bund og grund er alene:

- Det har noget at gøre med ørerne. Jeg tror, du føler dig meget ude af kontrol med verden, når du ikke kan høre. Du får en følelse af isolation og forsøger at skabe orden i kaos ved at lave dit eget fiktive univers, hvor du for en gangs skyld ved hvad der bliver sagt- og hvad der ikke bliver sagt, smiler Nikoline.

Når hun skriver sine teaterstykker, rejser hun væk og isolerer sig. Under skriveprocessen i Natmandens Datter tog hun en måned til Norge i en lille hytte.  

- Så sidder jeg og skriver hele formiddagen. Og om eftermiddagen står jeg på ski med mine bokserhunde. Det er pragtfuldt med alt det hvide, stilheden og øjnene, der bare ser. Jeg tror på en måde, at det er en mærkelig hjælp, at jeg ikke kan høre så meget. For så har jeg fred inde i hovedet til at høre alt det indre. Pludselig kan jeg inde i mit lydtætte rum høre Madam Münsters replik og lade hele sceneriet folde sig ud, forklarer Nikoline.

kigger på mimikken

Nikoline bruger meget sine øjne som kompensation for den manglende hørelse:

- Da jeg startede min tegneserie i 84, sad jeg jo og studerede folk. Det har jeg gjort hele mit liv, for jeg bruger øjnene mere end ørerne. Det er sikkert hele nøglen til det, jeg laver. At jeg kigger.

Så forestiller jeg mig, at de siger alt muligt, fordi min intuition fortæller mig psykologisk, når jeg studerer folks ansigter. Men det sjove er, at når jeg rent faktisk hører, hvad der bliver sagt, siger folk tit noget, som ikke er i pagt med, hvordan de ser ud. Og det er mellemrummet mellem, hvordan vi ser ud og det, der kommer ud af munden, der interesserer mig i dramatik og tegneserier. At man kan sidde og sige: ”Ih hvor dejligt for dig, at du skal giftes på lørdag. Rasmus og jeg skal også giftes til maj”. Og samtidig se tvivlen i pigens øjne, fordi hun slet ikke er sikker på, at det med Rasmus er så godt alligevel. Hendes glæde over venindens bryllup er blandet med hendes egen tvivl. Det lægger jeg mere mærke til, fordi jeg ikke kan høre hvad hun siger.

alle lydene

En anden afgørende grund til, at Nikoline fik høreapparater for seks år siden er vennernes trillinger, som hun er nært tilknyttet.

- Det kan være sjovt, når jeg misforstår voksne. Men jeg kan ikke regne ud, hvad børnene siger. Jeg må have deres små hjemmelavede ord. Så for seks år siden besluttede jeg mig for at gå den tunge vej til hørelægen, fortæller Nikoline. Og denne gang snød hun ikke med prøven.

- Den dag, jeg fik apparaterne, blev jeg helt forvirret over de mange nye lyde. Jeg kunne ikke finde ud af at starte min bil, for motoren larmede helt vildt, da jeg skulle koble ud, fortæller Nikoline. Da hun endelig kom hjem i lejligheden vendte hun sig hele tiden om, for hun troede der fulgte nogen efter hende.

- Jeg var jo ikke vant til lyden af mine egne skridt, griner hun og tilføjer:

 - Og jeg rendte rundt og ledte efter støvsugeren, som jeg troede jeg havde glemt at slukke. Det viste sig at være mine hunde. Jeg havde jo aldrig før hørt dem trække vejret og snorke, siger Nikoline, som synes, at det er alle tiders at kunne høre ordentligt, men at det også kan være en stressfaktor at vænne sig til alle lydene:

- Lyde i vores postmoderne samfund er jo et helt inferno. Jeg kan godt forstå, at jeg brugte 20 år på at undgå dem. Det er smadderskønt at kunne høre. Men det er også belastende. Også fordi den lille historie jeg plejer at digte om, hvad er mon bliver sagt, nogle gange er sjovere end virkeligheden.

tillykke!

Nikoline har ofte klaret sig ud af situationer ved at mundaflæse og gætte sig frem til konteksten.

I forbindelse med premieren blev hun interviewet i ’God Morgen Danmark’

- Det ene batteri til høreapparatet er gået, men jeg ved jo jeg skal sidde tæt på intervieweren og kan mundaflæse, så jeg er ikke nervøs. Mens jeg får mikrofon på og gøres klar, skal Peter Brixtofte på, og da han går forbi, hilser han pænt på mig. Jeg kan ikke høre hvad de snakker om, så jeg tænker, at Peter Brixtofte nok er i TV, fordi han har skrevet en selvbiografi om sine år i Farum. Jeg har jo nærmest levet i 1700-tallet de sidste mange måneder og ikke fulgt med i medierne. Uanset hvad jeg ellers måtte tænke, vil jeg gerne være venlig. Så jeg vinker tilbage og råber ”Tillykke” med et stort smil. Lige som for at bakke ham op omkring den ny bog. Først bagefter ser jeg overskriften i Ekstrabladet:” Peter Brixtofte idømt to års ubetinget fængsel.”